skip to Main Content

ANTIMOBBESTRATEGI FOR HERLEV UNGDOMSSKOLE

Forår 2018

Antimobbestrategien er blevet til ud fra ”Bekendtgørelse af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø”, der trådte i kraft i august 2017. Ifølge§1b skal den myndighed, bestyrelse eller person, der har ansvar for uddannelsesstedet fastsætte en antimobbestrategi, herunder en strategi mod digital mobning.

Formål

Formålet med Herlev Ungdomsskoles antimobbestrategi er, at fremme trivslen og forebygge mobning i ungdomsskolen. Antimobbestrategien skal bidrage til at sikre, at ungdomsskolen lever op til gældende lovgivning, samt kommunale visioner og målsætninger.

Værdisæt for Herlev Kommune

I Herlev Kommunes værdisæt for værdier i skolen er beskrevet følgende: ”Skolen arbejder med børnenes og de ansattes trivsel, hvori indgår klare handlinger i forhold til mobning og accept/værdi af forskelligheder”. Vi arbejder ud fra Herlev Kommunes værdier, herunder indsatsområder ”Den gode tone”.

Hvad er mobning?

Dansk center for undervisningsmiljø (DCUM) har opstillet otte punkter, der beskriver karakteristika ved mobning:

  1. Når drilleri ikke længere er for sjov
  2. Når konflikter ikke længere kan løses
  3. Når udstødelseshandlinger bliver systematiske
  4.  Når fællesskaberne er præget af utryghed
  5. Når fællesskabet har lav tolerancetærskel
  6. Når fællesskabet mangler empati
  7. Når fællesskabet er præget af magtubalance
  8. Når fællesskabet er præget af ensomhed

Dan Olweus, dansk forfatter til bogen ”Mobning i skolen” har bl.a. følgende definition: ”En person bliver mobbet eller chikaneret, når han eller hun gentagne gange og over en hvis tid bliver udsat for negative handlinger fra en eller flere personer”.

Mobning er et fælles problem. Den kultur og tone der præger ungdomsskolen har betydning for om mobning og mistrivsel finder sted. Målet er, at medarbejdere, ledelse, unge og forældre:

  • Ved hvad mobning er
  • Ved at mobning ikke tolereres
  • Er med til at forebygge mobning
  • Er med til at stoppe mobning

Digital mobning

Særligt for digital mobning gælder det, at et barn, der bliver mobbet på internettet, aldrig har fri. Mobningen er ikke kun begrænset til skolen, men foregår døgnet rundt. Det er lettere at mobbe, når man ikke står ansigt til ansigt og afsenderen kan være anonym. Sproget kan virke meget hårdere, når kropssproget mangler og det kan nemt føre til misforståelser. Beskeder og billeder kan blive delt og set af rigtigt mange og konflikter kan hurtigt eskalere på internettet. Derfor har børn og unge ofte brug for hjælp til at løse konflikterne.
Det er særligt problematisk at blive udsat for digital mobning, fordi man ikke ved, hvor mange der har set eller delt krænkende kommentarer eller billeder og fordi man ikke altid kan slette dem. På Herlev Ungdomsskole taler vi med de unge om digital mobning som en del af forebyggelsen. Digital trivsel afhænger af digital dannelse og af at besidde en kritisk, etisk og respektfuld social bevidsthed i forhold til sig selv og andre.

Sådan gør Herlev Ungdomsskole, hvis mobning forekommer:

  • Ved henvendelser om mobning orienteres ledelsen og inddrages i den videre proces
  • Har personalet mistanke, men ingen konkret henvendelse om mobning, orienteres ledelsen
  • Der udarbejdes en handleplan, hvor det pædagogiske personale, sammen med en repræsentant fra ledelsen, beslutter en række konkrete initiativer. Ressourcepersoner identificeres og inddrages i løsningen
  • Ledelsen orienterer endvidere bestyrelsen om alle sager og handleplaner vedrørende mobning ved førstkommende bestyrelsesmøde
  • Der holdes opfølgningsmøder, hvor personale og ledelse omkring gruppen, sammen med de benyttede ressourcepersoner, evaluerer forløbet
  • Ledelsen er ansvarlig for, at der ved akut mobning afholdes møder med relevante personer
Back To Top